Line Kirsten Nikolajsen interviewer Pernille Redder og Anne Thorogood
09/11/2025 11:30
Bella center, København
Til denne talk kan du kombinere lyden med håndarbejde, når vi udleverer hæklekits til de 50 først fremmødte i samarbejde med Hobbii.
Line Kirsten Nikolajsen interviewer forfatterne Pernille Redder og Anne Thorogood om feel good-genren, søster-historier og om at finde sin plads i livet.
Simonas makeover:
I dagene op til sin 40-års fødselsdag modtager Simona Birch to dårlige nyheder. En investor har købt ejendommen i Soho, hvor hun har sin skønne lejlighed, så hun på rekordtid må finde et nyt sted at bo. Og kort efter meddeler hendes agent, at der ikke er flere modeljobs til hende i kalenderen.
Det er bare en lillebitte krise, tænker Simona, men uden penge på lommen eller et sted at bo rejser hun nødtvungent fra festlige London til forældrenes hus i Odense og ind på sin mors garnværelse. Her må Simona prøve at finde en ny plads i livet. Men hvad stiller man op, når man hele sit liv har levet af sin charme og de muligheder, som er dukket op, og alting pludselig ikke længere bare løser sig af sig selv?
SIMONAS MAKEOVER beskriver tematikker som kvinders alder, influencerkultur, økonomisk skam og uventet kærlighed. Titlen er anden del i Pernille Redders Søstrene Birch-serie, som tager sit udgangspunkt i Odense med et par afstikkere til London. Det er varme fortællinger om en almindelig ualmindelig familie, om livets op og nedture, om at turde finde sin plads i livet og om den uafvendelige tro på kærligheden.
Snejuvelen:
Louisa Kildesøe har viet sit liv til familiefirmaet, Kildesøe Rejser. Omtalt i pressen som ‘juvelen i kronen’ har hun de seneste år stået alene med ansvaret for det hæderkronede jyske rejsebureau. Målrettet har hun arbejdet på at få Kildesøe Rejser optaget i den prestigefyldte Earth Heart Travel Group.
Men netop som succesen er inden for rækkevidde, rammes Louisa af grove anklager, der truer med at ødelægge alt, hvad hun har kæmpet for. Mod sin vilje tvinges hun til at træde tilbage og forsvinde fra både familiefirmaet og Kildesøe-palæet – for en stund.
For første gang i sit liv står Louisa uden Kildesøe Rejser som sit faste anker. Desperat efter hjælp opsøger hun sin eksforlovede, Daniel, i England. Fem år er gået uden kontakt. De er begge kommet videre. Eller er de? Hemmeligheder afsløres, en gnist tændes, og snart havner de midt i et nyt følelsesmæssigt stormvejr. Men tør de overhovedet give kærligheden en ny chance, når fortidens problemer stadig spøger – og Daniel har svoret aldrig at blive en del af Kildesøe-familien igen …?
SNEJUVELEN er en romantisk Snehvide-fortælling om at falde i unåde, blive forvist og tvunget til at finde en ny vej i livet – og om den store kærlighed, der måske fortjener endnu en chance.